Den 27. oktober spiller hypede Priests deres første headliner show i København, i kølvandet på en velanmeldt koncert på dette års Roskilde Festival. Som support for Priests har vi glæden af at præsentere Yung-sideprojektet, Holm, der er forsanger Mikkel Silkjær’s musikalske frikvarter væk fra hovedprojektet. Vi mødtes til en kop kaffe og snakkede lidt om Holm projektet, hvorfor det opstod og hvad vi kan forvente af hans koncert på Stengade.
Stengade: Hvordan opstod Holm?
Mikkel Silkjær: Det startede med henblik på at være mit eget afbræk fra Yung. I takt med at vi har spillet mere og mere med Yung, så har Yung bevæget sig væk fra at være mit soloprojekt, til at blive et decideret band efterhånden. Derfor var det naturligt at svømme længere ud med Yung, så jeg kunne starte lidt forfra igen med mit helt eget projekt.
Stengade: Hvor meget har du spillet live med Holm?
Mikkel Silkjær: Vi har kun spillet tre koncerter indtil videre. Én på Flux festival, én på Mikkeller Bar i Aarhus og så til min egen releasefest på Tape. Så indtil videre har Holm kun spillet i Aarhus. De to første shows var det bare mig og en guitar, men til release koncerten havde jeg et rimelig spartansk band med live. De kommende koncerter bliver med fuldt band, og kommer til at bestå af medlemmer fra blandt andet Yung og Less Win.
Stengade: Hvad kan vi forvente af koncerten på Stengade?
Mikkel Silkjær: De kommende koncerter kommer til at bestå af en blanding af nye og gamle numre. Det kommer i hvert fald til at adskille sig fra EP’en, fordi mange af numrene aldrig er blevet spillet med traditionel bandopsætning. Ligeledes kommer sættet til at indeholde nogle helt nye numre, jeg ikke engang selv har selv har spillet live før.
Stengade: Hvad byder fremtiden på for Holm?
Mikkel Silkjær: Måske kommer der en udgivelse mere, men jeg kan ikke love noget. Lige nu er Holm bare noget jeg har, fordi det er dejligt afbræk fra Yung. Det er sjovt, fordi folk ikke har nogle forventninger, og det er givende at spille med nogle andre mennesker end dem jeg plejer. Det er meget umiddelbart og det føles rigtig godt for mig lige nu.