21641396_10155759516259413_5043078_n

Totentanz: Nichegenrerne er overladt til sig selv

Vi tog en snak med Christoffer og Paw fra Totentanz om Lebanon Hanover, festivalen Sidereal Dreams Festival Vol. 1 og hvorfor de har besluttet sig for at lukke Totentanz.

Hvad er Totentanz?

Paw: Totentanz blev startet i 2012, men fandt sit egentlige udtryk i efteråret 2013. En normal aften har typisk bestået af to-tre live bands og en efterfest med DJ’s. Vi har bevæget os inden for genrer som post-punk, new wave, synth, industrial og lignende, altid med et stort fokus på nye udøvere.

Hvorfor lukker I Totentanz?

Paw: Den officielle grund er vel, at Christoffer er flyttet til Berlin, og jeg kæmper med stress og bruger en del tid i Sverige. Der er dog ingen grund til at skjule, at vi også har været lidt skuffede over det københavnske publikum. Vi har haft en gruppe af meget loyale gæster, men desværre har store dele af det publikum vi troede byen havde, haft mere fokus på andre ting. I sidste ende blev det irriterende at smide mange timer og penge i en koncert, hvor publikum udeblev. Vi har altid oplevet mere opmærksomhed fra udlandet end København, og har blandt andet haft gæster fra Tjekkiet, Belgien og Storbritannien. I perioder virkede stampublikummet halvt svensk. Subkulturelt er København en død provinsby.

Hvad synes I om de venues der er i København, og hvorfor har I haft svært ved at etablere jer efter Drone er lukket?

Paw: Jeg synes københavnske spillesteder er for store. Jeg vil altid foretrække en fyldt sal, og det kan være svært at opnå, når så mange steder er 200+. Økonomisk giver det heller ikke mening for venues, at lade Totentanz arrangere obskur minimal synth. Der er rigtig gode muligheder for store og mellemstore bands, og genrer som har bred tiltrækningskraft i København. Nichegenrerne er i høj grad overladt til sig selv.

Hvad er jeres planer fremadrettet?

Paw: Jeg har ikke planlagt det helt store. Jeg håber at få skrevet en hel del, jeg skal muligvis på vandretur i Sápmi, og så kommer jeg nok til at arrangere en koncert hist og her. Det er ikke nemt at stoppe efter mere end 10 år i gamet.

Christoffer: Jeg skal arbejde på egen musik. Måske også lave nogle shows i Berlin. Og så er jeg involveret i Sidereal Dreams, som er en festival, der dækker nogle af de samme genrer som Totentanz gjorde. Den foregår på Warehouse9 i København d. 20-21. oktober.

Hvad kan vi forvente af Lebanon Hanover showet?

Paw: Det bedste ved Lebanon Hanover er – i mine øjne – deres kompromisløse tilgang til goth rock. Mange laver lignende musik, men gemmer sig bag et hipsterkostume, ironisk distance eller lignende. Lebanon Hanover står ved, hvad de er; et goth-rock band. De har efterhånden opnået at skabe et navn som både et kultband og velrespekteret live act, så det bliver en af de mest unikke koncerter vi har været involveret i.

 

Lebanon Hanover spiller på Stengade torsdag d. 14. september kl. 20.