Seks skjulte juveler i Sorte Firkant programmet

Den 9-12 november afholdes Sorte Firkant Festival 2017, og i den sammenhæng har vi på Stengade valgt at fremhæve nogle af de mere ukendte kunstnere på programmet. Her er vores seks bedste bud på de skjulte skatte i festivalprogrammet.

 

Stearica

Hvordan havde mogwai lydt, hvis de havde været en trio med hang til stoner og prog? Man kan kun drømme om det, men Stearica er hvertfald et kompetent bud på, hvordan man skal blande sfærisk post-rock med fuzzet stoner. Armeret med flere effektpedaler end man kan tælle på hænder og tæer, presser den italienske trio grænserne for, hvad man kan få ud af trommer, bas og guitar. Forvent musikalsk ekvilibrisme, vellyd og en tonstung dyne af fuzz, når Stearica spiller på Sorte Firkant.

 

Nadja

Nadja er en canadisk duo bestående Aidan baker og Leah Buckareff, der siden 2003 har udviklet sig fra et Doom/Noise projekt, til nu at være en unik blanding af post-metal, black og shoegaze. Nadja besidder den tunge bas fra post-metallen, men inkorporerer synths og lofi produktioner, der kan lede tankerne hen på eksempelvis Burzums eller Cold World’s mere ambiente udgivelser. Nadjas musik udfordrer sit publikum, men bag den tunge mur af støj, ligger fængende melodier, der belønner den tålmodige lytter.

 

Ensemble Economique

Ensemble Economique er amerikanske Bryan Pyle’s eklektiske soloprojekt, der smelter de fleste facetter af alternativ rockmusik sammen, til sit helt eget unikke udtryk. På sine intet mindre end 24 udgivelser siden 2008, har Pyle produceret alt fra doomet drone, til sfærisk shoegaze og nærmest kompositorisk ambient. På trods af de mange eksperimenter, har Ensemble Economique dog en helt klar dna i den konstante søgen efter den mørke apokalytiske melankoli, der præger alle hans udgivelser, uanset genrevalg. Forbered dig på at blive overrasket og indhyllet i Pyle’s mørkrandede magi, når han indhyller Sorte Firkant i hans helt personlige univers.

 

Doldrums

Bag navnet Doldrums, står den canadiske excentriker med det mundrette navn Airick Asher Woodhead. Woodhead startede sin musikalske løbebane i Toronto omkring 2010, hvor han skabte værker i samarbejde med den lokale gruppe DD/MM/YY. Senere etablerede Airick sig under navnet Doldrums, hvor han bl.a. slog igennem via et cover af Portisheads “Chase The Tear”, som blev udgivet på en af Portishead’s egne B-sider. Han må betragtes som lidt af en darling på den elektroniske indie-scene, og skulle sågar have inspireret kunstnere såsom Grimes.  

Musikken ligger sig et sted imellem noise og pop, og befinder sig til tider ikke langt fra bands såsom Health. Live er Airick Asher Woodhead i selskab med band, kendt for kaotiske og improviserede sæt, der opfordrer tilskueren til at danse, crowdsurfe og i det hele taget gøre præcis hvad man har lyst til. Så forvent en monumental energiudladning i mørket!

 

Valerian Swing

Hvis du er helt tosset med avanceret, progressiv rock musik i grænselandet til metal, og du måske har en forkærlighed for italienske mænd, så er Valerian Swing lige noget for dig.

Bandet der består af Stefano Villani, David Ferretti og Francesco Giovanetti, startede deres romance med post-rock og metal i 2011, og de har i skrivende stund produceret 3 albums, spillet på festivaler såsom SXSW, og delt scene med bands som Boris. Valerian Swing skal opleves live, hvor deres energi og fandenivoldskhed i den grad skaber en stemning der er unik.

 

Nils Gröndahl

En af landets absolut mest brugte og feterede musikere lige nu, Nils Gröndahl, kommer til Sorte Firkant Festival med sit eget projekt, og det er absolut en oplevelse værd.

Nils Gröndahl har snart sat sit præg på hele den danske undergrundsscene i projekter såsom Broken Twin, Kellermensch, Under Byen og meget andet. Som solokunstner har han stadfæstet sit navn igennem hans leg og eksperimenter med violinen og effektpedaler, og musikken bevæger sig igennem en verden af drone og støj, som suger lytteren ind i Gröndahls trance-univers. Trods det faktum at der kun befinder sig én mand på scenen, er der dog tale om en energiudladning af en anden verden, og man bliver som tilhører tryllebundet af den enorme tilstedeværelse som Nils Gröndahl optræder med.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *