Interview med The Bowdashes

Den 17 Marts spiller The Bowdashes deres første koncert på Stengade sammen med Nicklas Sørensen og Catch the Breeze. Vi mødtes til en snak om deres seneste udgivelse, hvad fremtiden byder på, samt hvad en bowdash egentlig er?

Hvorfra kommer navnet ”The Bowdashes”?



Linn: Navnet kommer fra en indianerkvinde der hed Bowdash, som på flere måde var ret speciel og særlig. Hun var kendt for et meget maskulint udtryk, og hun gjorde tingene på en lidt anden måde end de fleste andre indianerkvinder. 


Nana: Hun tog mange af mandens roller og havde også kvindekærester. Jeg tror måske både mænd og kvinder følte sig lidt intimiderede af hende. 


I har udgivet jeres EP ”Marrow” i efteråret 2017. Hvad er der sket siden? 


Linn: Hen over efteråret har vi spillet ret mange koncerter, hvor EP’en er blevet godt modtaget og vi har solgt en del vinyler. I år har vi startet ud i med at spille på bl.a. Marie-Antoinette (spillested, red.) i Berlin, som var en mega fed oplevelse. Der var propfyldt og folk var vildt begejstrede. Det var en form for ”showcase”-arrangement med en masse branchefolk og koncerten har desuden ført til, at vi i øjeblikket er i dialog med flere gode kontakter i Tyskland. Vi vil derfor meget gerne tilbage og spille i Tyskland, og det er der heldigvis også udsigt til.



Nana: I øjeblikket er vi på en lille Danmarkstour, som vi slutter af med med to koncerter i henholdsvis Aarhus og København (Stengade) i midt marts og vi glæder os helt vildt!

Er der nogle steder, I drømmer om at spille? 


Nana: Der er mange fede danske og udenlandske festivaler, både store og små, hvor vi meget gerne vil spille.
Der dukker hele tiden nye spændende festivaler op, som er ret gode til at sætte programmer sammen og formår at blande både nye og gamle navne. Vi holder også af de mindre spillesteder, og vi vil meget gerne spille på nogle af de lidt mindre alternative festivaler, som også repræsenterer noget mere anderledes og skævt. Engang spillede vi på Berns Salonger (hotel med spillested, red.) i Stockholm – det gør vi også gerne igen. Udover at der er virkelig fint, så er deres morgenmad fantastisk god. Chokoladebuffet blandt andet!

Hvordan opstod ”The Bowdashes”?

Nana: Vi mødte hinanden, da vi begge arbejdede på teateret Aveny-T, mens vi gik i gymnasiet. Efterhånden begyndte vi at spille musik sammen. Jeg havde aldrig rigtig skrevet noget før, og jeg tænkte, jeg ikke kunne finde ud af at sætte akkorder sammen. Men så viste Linn mig nogle af sine sange, og hun spurgte ”kan du ikke også skrive en sang?”. Jeg var hurtig til at sige, at jeg jo ikke vidste hvad det skulle komme først og sidst, men Linn sagde ”Det er ikke så vigtigt, det skal bare lyde godt!”. Så begyndte jeg at arbejde på det, og så kom der nogle sange! Vi indspillede nogle demoer sammen med Jonas, som havde et studie med sit band Kenton Slash Demon og kort efter kom vi i kontakt med den franske producer Marc Collin fra Nouvelle Vague, som synes, vi var fede og inviterede os til Frankrig for at indspille en plade. Sådan startede vores første band sammen.



Linn: Ja, vi havde i den periode en slags base i Paris hos vores pladeselskab og indspillede alt i studiet dernede. Vi lavede en plade og tournerede flere gange i Europa med Nouvelle Vague. Det var spændende og vildt sjovt at spille på alle mulige store scener, men efterhånden havde vi brug for at udvikle os i en anden retning og gøre tingene på vores helt egen måde. Det var derfor, vi startede The Bowdashes, som blev til for ca. 2 år siden nu. Her var det kun os to om alt, også på scenen, men efterhånden fik vi en trommeslager med live.



Nana: Det første halve år med The Bowdashes skete der en masse! Vi blev booket til mange mindre koncerter, hvilket var vildt fedt, selvom vi endnu ikke havde defineret en konkret lyd eller havde særlig mange numre. Vi sagde bare ja, pakkede vores gear og tog afsted.



Var det en lang proces at finde det udtryk, I gerne ville have i jeres musik?


Nana: Både og. Vi har godt vidst hvad vi ville – og hvad vi ikke ville. Det har i højere grad handlet om, hvordan vi rammer det. 



Linn: Ja, og man fastsætter sig forhåbentlig aldrig på noget. Forhåbentligt udvikler man sig konstant, så det har været en naturlig proces, at vi skulle udvikle vores lyd, og at vi har afprøvet forskellige livekonstellationer og versioner af vores numre, før vi kom hertil, hvor vi er i dag. 



Nana: I december skulle vi indspille to numre, blandt andet et vi har spillet flere gange live. Da vi så lyttede til indspilningen, kunne jeg høre, at der var noget, der lød ret ”off”, men som samtidig var fedt. Vi fandt hurtigt ud af, at vi faktisk spillede to forskellige akkorder, men blev så enige om, at det faktisk gjorde noget ekstra godt for nummeret, så vi beholdt ”fejlen”.

Linn: Man kan ikke altid tænke sig til de fede løsninger, så man er nødt til at dyrke fejlene og prøve ting af. Det gør ikke noget, hvis det går galt, det er også det fede ved at spille live, at man ikke altid ved, hvad der kommer til at ske. Så opstår der måske et eller andet særligt magisk moment. Forskellige ting kan ske fra koncert til koncert, de små overraskelser og fejl kan give noget nyt og interessant, og det er det, der er det helt særlige ved livekoncerter.

[TheChamp-Sharing style="background-color:#fff; top="20""]