emma

Bookernes favoritter #5

Året rinder ud, og det er tid til at tænke tilbage, evaluere og til at lave lister. Spillestedet Stengades 8 frivillige bookere vil de kommende dage komme med deres bud på årets bedste koncerter i huset og kigge en smule ind i det nye år. I dag er det Emma Hestbæks tur.

Hvilken slags musik booker du? 

Internt i booking gruppen bliver jeg kaldt for “hipster bookeren”, hvilket dækker over (især dansk) synth-pop og musik med en kreativ kant. universelle temaer som kærlighed og forelskelse rammer lige ind i mit teenage-hjerte, og jeg booker selvfølgelig også derefter.

Hvad var dine tre favorit koncerter på Stengade i 2016, som du har booket?

1# Gents + Silvester + Girls Night Out

Min første koncert på Stengade – et fantastisk popbrag med tre bands jeg netop havde forelsket mig i. Det var Gents første headliner show og jeg husker at stå i mængden og se dem være så lykkelige og overvældede over at så mange kom til koncerten. Det var været den vildeste følelse at se alle tre bands vokse og udvikle sig endnu mere efter den koncert.

2# Værket + Fugleflugten

Min sidste koncert i 2016, hvor jeg kom styrtende direkte fra arbejde og nåede lige at se starten af Fugleflugten. Det fedeste band og den vildeste vokal. Jeg havde aldrig set dem live før og var blæst helt bagover den kraft og energi de sendte ud i rummet. Værkets forsanger og trompetist, Jakob Emil, kom først 15 minutter før koncerten hvilket mundede ud i en ret alternativ og sjov mini-lydprøve foran publikum. Hvis man ikke har set Værket live, burde man gøre sig selv den tjeneste. exceptionel fornemmelse for lyd og komplet kontrol over alle de instrumenter. Bandet kunne knap nok være på scenen og leverede den vildeste lyd jeg længe har oplevet.

 

3# Binær + Rest in Beats

Carlos (Mund de Carlo) og jeg havde haft en længere korrespondence, der muterede fra alt til koncertformat og hvem der skulle spille, men at have mulighed for at præsentere et projekt med så stærke aktører i den danske hiphop scene, kombineret med Rest in Beats som laver virkelig interessante og spændende ting med deres musik. Der var omtrent 100 grader i rummet og eftersigende en del varmere på scenen, men nakkesved og bajere gjorde bare koncerten det bedre.

Hvad ser du frem til i 2017? 

Jeg glæder mig til at kunne præsentere endnu mere vidunderlig musik for Stengades publikum, have muligheden for at hive musikere op på en scene så vi kan blive blæst omkuld endnu en gang af hvad undergrunden har at byde på.

Specifikt glæder jeg mig til Troels’ booking, Methyl Ethel, som har været længe undervejs og som jeg desværre missede på Roskilde i år og derfor helt klart skal ind og se.

Af mine egne ting, glæder jeg mig til at præsentere blandt andet AyOwA og Barselona, samt amerikanske Cosmonauts.

Vi ses på Stenen!