Pressemeddelelse 10. okt. 2010

Nørrebro 10. oktober 2010

‘Filosopånk’ på Spillestedet Stengade

De skrigende halse møder akademisk filosofi, når konceptet Filosopånk indtager Stengade. Torsdag den 14. oktober vil lige dele rå undergrundspunk og tungt tankegods vælte ud af lydanlægget på spillestedet. Afstanden mellem skrigende punk og højpandet filosofi er ikke så stor, som man skulle tro. Sådan  lyder det fra arrangørerne af Filosopånk, der både vil stimulere publikums hjerne og hjerte på Stengade. ”Filosofien er blevet erklæret død flere gange end punken. Men ligesom punken lever og bløder i den danske undergrund, så er filosofien stadig en tankeform, der insisterer på at sige alle de ting, som ingen vil høre,” konstaterer David Cp, filosofi-nørd og forsanger i
punkbandet Narkodart, og en af bagmændene bag Filosopånk.

Filosofi på gaden

Meningen med Filosopånk er at give plads for både det talte ord og punkens skrig. ”Vi vil have filosofien ud på gaden og giver et kvarter i hver time til filosofiske indlæg,” fortæller David Cp og tilføjer: ”Uanset om man har hanekam eller fuldskæg, ryger
hjemmerullede eller pibe, skriver bøger eller graffitislogans, er det nødvendigt at stille spørgsmål til det etablerede.”
Tre filosoffer er på plakaten og vil smide tankevækkende ord i hovedet på publikum: Pelle Guldborg Hansen, Postdoc på Syddansk Universitet, John Michael, Postdoc fellow på Danmarks Pædagogiske Universitet / GNOSIS og lektor Asger Sørensen, Danmarks
Pædagogiske Universitet.

Foruden Narkodart, som spiller ‘intelligent drukpunk’, er mikrofonen i hænderne på surfpunk bandet D.I.F.U.S. fra stenbroen og artpunkbandet Dansk Fløde. Desuden medvirker Tias Terror og hans dj Crew.

Hvad: Filosopånk: D.I.F.U.S., Narkodart, Dansk Fløde og Tias terror & dj Crew
Hvor: Spillestedet Stengade, Stengade 18, København N
Hvornår: Torsdag d. 14. oktober kl. 21.00
Entré: 20 kr. i døren på aftenen
Mere info: http://www.stengade.dk/events/filosopunk
Fotos kan downloades på:
http://picasaweb.google.dk/117291083209874787516/Filosopank?authkey=Gv1sRgCOC-
h4Kl4OCluAE&feat=directlink